丹麦语安徒生童话之老橡树的最后一梦12

»Nej, det er alt for utroligt dejligt!« jublede den gamle eg. »Jeg har
dem alle sammen! Små og store! Ikke én er glemt! Hvor er dog al den
lyksalighed mulig og tænkelig!«
»I Guds himmel er den mulig og tænkelig!« klang det.
Og træet, der altid voksede, fornam, at dets rødder løsnede sig fra
jorden.
»Det er nu det allerbedste!« sagde træet, »nu holder ingen bånd
mig! Jeg kan flyve op til det allerhøjeste i lys og glans! Og alle kære
har jeg med! Små og store! Alle med!«
»Alle!«
Det var egetræets drøm, og medens det drømte, gik en voldsom
storm hen over hav og land i den hellige julenat; søen væltede tunge
bølger mod stranden, træet knagede, bragede og rykkedes op med
rod, netop idet det drømte, at dets rødder løsnede sig. Det faldt. Dets
tre hundrede og fem og tresindstyve år var nu som en dag for døgn-
fluen.