Storkene fortæller for deres små så mange eventyr, alle fra sumpen og
mosen; de er almindeligvis afpasset efter alder og fatteevne; de mind-
ste unger er fornøjede med at der siges »krible, krable, plurremurre!«
det finder de udmærket, men de ældre ville have en dybere betydning,
eller i det mindste noget om familien. Af de to ældste og længste
eventyr, som har holdt sig hos storkene, kender vi alle det ene, det om
Moses, der af sin moder blev sat ud i Nilens vande, fundet af kongens
datter, fik en god opdragelse og blev en stor mand, som man siden ikke
ved om, hvor han blev begravet. Det er ganske almindeligt!