丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿54

Regndråben, siger man jo, huler den hårde sten, havets bølger gør
i tiden de afrevne kantede klippesten runde, nådens dug, som var
oprunden for liden Helga, hulede det hårde, rundede det skarpe; vel
var det ikke at kende, hun vidste det ikke selv, hvad ved spiren i jorden,
ved den kvægende væde og den varme solstråle, at den gemmer i sig
vækst og blomst.
Som moderens sang for barnet umærkeligt hæfter sig i sindet, og
det laller efter de enkelte ord, uden at forstå dem, men disse siden
samler sig i tanken og i tiden bliver klarere, således virkede også her
ordet, der mægter at skabe.