丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿67

»Mit barn! Mit eget hjertes blomst! Min lotus fra de dybe vande!«
Og hun omarmede sit barn og græd; tårerne var en ny livsens,
kærlighedens dåb for liden Helga.
»I svaneham kom jeg herhid og kastede den!« sagde moderen, »jeg
sank igennem den gyngende flom, dybt ned i mosens dynd, der som en
mur lukkede sig om mig; men snart fornam jeg en friskere strømning;
en kraft drog mig dybere, altid dybere, jeg følte søvnens tryk på mine
øjenlåg, jeg sov ind, jeg drømte - jeg syntes, jeg igen lå i Ægyptens
pyramide, men foran mig stod endnu en gyngende elletrunte, der på
mosens flade havde skrækket mig, jeg betragtede revnerne i barken, og
de lyste frem i farver og blev hieroglyffer, det var mumiens hylster jeg så
på, det brast, og ud derfra trådte den tusindårige drot, mumie-
skikkelsen, sort som beg, sortglinsende som skovsneglen eller det fede,
sorte dynd, dyndkongen eller pyramidens mumie, jeg vidste det ikke.