丹麦语安徒生童话之一串珍珠15

Siden, da Emil fik kald ved Assens, blev vi gift; vi talte tit om
Københavns-rejsen, og om at gøre den engang igen, men så kom først
eders moder, og så fik hun søskende, og der var meget at passe og tage
vare på, og da nu fader forfremmedes og blev provst, ja, alt var en
velsignelse og glæde, men til København kom vi ikke. Aldrig kom jeg
der igen, hvor tit vi tænkte derpå og talte derom, og nu er jeg blevet
for gammel, har ikke legeme til at fare på jernbane; men glad ved
jernbanerne er jeg; det er en velsignelse at man har dem! Så kommer
I hurtigere til mig! Nu er Odense jo ikke stort længere fra København,
end den i min ungdom var fra Nyborg!