丹麦语安徒生童话之沙丘的故事14

»Ja,« svarede konen, »han glæder og han bedrøver! Det har han ret
til! - Som i morgen havde vor lille dreng været fem år, havde vi måttet
beholde ham.«
»Der kommer ikke noget ud af, at du sørger,« sagde manden. »Han
er sluppet godt fra det! Han er jo, hvor vi må bede om at komme.«
Og så talte de ikke mere og gik hen imod deres hus mellem klit-
terne; pludselig, fra en af disse, hvor ikke marehalmen holdt sandet,
løftede sig ligesom en stærk røg, det var et vindstød, der borede sig ind
i klitten og hvirvlede i vejret de fine sanddele; der kom endnu et
vindkast, så alle de mellem snore ophængte udspændte fisk slog mod
husets mur, og alt var igen stille; solen brændte varmt.