Men ved Husby klitter, i fiskerens hus, havde de nu en lille purk.
Hvor Gud beskærer føden for to, finder den tredje vel også lidt til
et måltid; og nær ved havet er nok en ret fisk for sulten mund. Jørgen
blev den lille kaldt.
»Han er vist et jødebarn,« sagde man, »han ser så sort ud!« -
»Han kan også være en italiener eller spanier!« sagde præsten. Alle
de tre folkefærd syntes fiskerkonen kom ud på ét og trøstede sig
med, at barnet var kristent døbt. Drengen trivedes, det adelige blod
holdt varme og fik kræfter ved den fattige kost, voksede til i det
ringe hus; det danske tungemål blev hans tungemål, som vestjyden
taler det.