丹麦语安徒生童话之沙丘的故事55

Båden kom vel over revlerne og i land, men den
onde tanke lå ham i blodet, det kogte og opkogte hver lille bitterheds-
trevl, der flossede i hans erindring fra kammerattiden, dog kunne han
ikke sno tvinde deraf, og så lod han være. Morten havde spoleret ham,
det følte han, og det var jo nok til at blive ham hadefuld. Et par af
fiskerne lagde mærke dertil, men Morten ikke, han var ligesom altid
før, hjælpsom og snaksom, lidt for meget af det sidste.
Jørgens plejefader måtte lægge sig til sengs, det blev sotteseng, han
døde ugen efter - og så fik Jørgen i arv huset henne bag klitterne, et
ringe hus kun, men det var altid noget, så meget havde Morten ikke.