Den lille dreng hørte sine forældre sige: »Den gamle mand derovre har det meget godt, men han er så skrækkelig ene!«
Næste søndag tog den lille dreng og svøbte noget ind i et stykke papir, gik ned i porten, og da han, som gik ærinder, kom forbi, sagde han til ham: »Hør! Vil du bringe den gamle mand derovre dette fra mig! Jeg har to tinsoldater, dette er den ene; han skal have den, for jeg ved, at han er så skrækkelig ene.«
Og den gamle karl så ganske fornøjet ud, nikkede og bar tinsoldaten over i det gamle hus. Siden kom der bud om den lille dreng ikke havde lyst til selv at komme over at gøre besøg, og det fik han lov til af sine forældre, og så kom han over i det gamle hus.