丹麦语安徒生童话之老房子4

Og messingknapperne på trappegelænderet skinnede meget stærkere end ellers, man skulle tro at de var poleret i anledning af besøget, og det var som om de udskårne trompetere - for der var udskåret i døren trompetere, som stod i tulipanerne - blæste af alle kræfter, kinderne så meget tykkere ud end før. Jo de blæste: »Tratteratra! Den lille dreng kommer! Tratteratra!« Og så gik døren op. Hele gangen var med gamle portrætter, riddere i harnisk og fruer i silkekjoler! Og
harniskerne raslede og silkekjolerne raslede! - Og så kom der en trappe, den gik et stort stykke opad og et lille stykke ned - og så var man på en altan, der rigtignok var meget skrøbelig, med store huller og lange sprækker, men der voksede græs og blade op af dem alle sammen, for hele altanen udenfor, gården og muren, var med så meget grønt. Det så ud som en have, men det var kun en altan. Her stod gamle urtepotter, som havde ansigt og æselører; blomsterne de voksede nu ligesom de ville. I den ene potte løb det over alle bredder med nelliker det vil sige med det grønne, skud ved skud, og ganske tydeligt sagde det: »Luften har klappet mig, solen har kysset mig og lovet mig en lille blomst på søndag, en lille blomst på søndag!«