丹麦语安徒生童话之老房子5

Og så kom de ind i et kammer, hvor væggene var med svinelæders betræk og der var trykt guldblomster på.
　　»Forgyldning forgår,
　　Men svinelæder består!«
sagde væggene.
Og der stod lænestole så højryggede, så udskårne, og med arme på begge sider. »Sid ned! Sid ned!« sagde de. »Uh, hvor det knager i mig!
Nu får jeg nok gigt ligesom det gamle skab! Gigt i ryggen, uh!«
Og så kom den lille dreng ind i stuen, hvor karnappen var og hvor den gamle mand sad.
»Tak for tinsoldaten, min lille ven!« sagde den gamle mand. »Og tak fordi du kommer over til mig!«
»Tak! Tak!« eller »Knak! Knak!« sagde det i alle møblerne; de var så mange, at de næsten stod hverandre i vejen for at se den lille dreng.