丹麦语安徒生童话之老房子14

Og den unge kone tørrede soldaten, først med et grønt blad og så med sit fine lommetørklæde, det havde sådan en dejlig lugt! Og det var for tinsoldaten, ligesom om den vågnede op af en dvale.
»Lad mig se ham!« sagde den unge mand, lo og rystede så på hovedet. »Ja ham kan det nu ikke være, men han husker mig på en historie med en tinsoldat, jeg havde, da jeg var en lille dreng!« Og så fortalte han sin kone om det gamle hus, og den gamle mand, og om tinsoldaten, han sendte over til ham, fordi han var så skrækkelig ene, og han fortalte det så akkurat, som det virkelig havde været, så at den unge kone fik tårer i øjnene over det gamle hus og den gamle mand.
»Det kan dog være at det er den samme tinsoldat!« sagde hun. »Jeg vil gemme den og huske på alt hvad du har fortalt mig; men den gamle mands grav må du vise mig!«
»Ja den ved jeg ikke,« sagde han. »Og ingen ved den! Alle hans venner var døde. Ingen passede den og jeg var jo en lille dreng!«
»Hvor han må have været skrækkelig ene!« sagde hun.
»Skrækkelig ene!« sagde tinsoldaten. »Men dejligt er det, ikke at blive glemt.«
»Dejligt!« råbte noget tæt ved, men ingen uden tinsoldaten så, at det var en lap af det svinelædersbetræk; det var uden al forgyldning, det så ud, som våd jord, men en mening havde det og den sagde det:
　　»Forgyldning forgår,
　　men svinelæder består!«
Dog det troede tinsoldaten ikke.