丹麦语安徒生童话之老房子13

Og der blev bygget et dejligt hus med store vinduer og hvide, glatte mure, men foran, hvor egentlig det gamle hus havde stået, plantedes en lille have og op ad naboens mure voksede vilde vinranker; foran haven korn et stort jerngitter med jernport, det så stadseligt ud. Folk stod stille og kiggede derind. Og spurvene hang i snesevis på vinrankerne, snakkede i munden på hverandre, så godt de kunne, men det var ikke om det gamle hus, for det kunne de ikke huske, der var gået så mange år, at den lille dreng var vokset op til en hel mand, ja en dygtig mand, som hans forældre havde fornøjelse af; og han var lige blevet gift og med sin lille kone flyttet ind i huset her, hvor haven var; og han stod hos hende der, idet hun plantede en markblomst, som hun fandt så yndig. Hun plantede den med sin lille hånd og klappede jorden til med fingrene. - Av! Hvad var det? Hun stak sig. Der sad noget spidst lige op af den bløde jord.
Det var - ja tænk! Det var tinsoldaten, ham, som var blevet oppe hos den gamle mand, og var rumlet og tumlet mellem tømmer og grus og til sidst havde ligget mange år i jorden.