丹麦语安徒生童话之老房子12

Og den dag gik og den lille dreng kom hjem, og ugen gik og der gik flere uger. Vinduerne var ganske frosne; den lille dreng måtte sidde og ånde på dem for at få et kighul over til det gamle hus, og der var sneen føget ind i alle snirkler og indskrifter, den lå helt op over trappen, ligesom om der var ingen hjemme, og der var heller ingen hjemme, den gamle mand var død.
Om aftenen holdt en vogn udenfor, og ned i den bar man ham i hans kiste, han skulle ud at ligge på landet i sin begravelse. Der kørte han nu, men ingen fulgte, alle hans venner var jo døde. Og den lille dreng kyssede på fingeren efter kisten, da den kørte.
Nogle dage efter blev der auktion på det gamle hus, og den lille dreng så fra sit vindue, hvor man bar bort. De gamle riddere og de gamle damer, urtepotterne med lange ører, de gamle stole og de gamle skabe. Noget kom her og noget kom der; portrættet af hende, som var fundet hos marskandiseren, kom til marskandiseren igen og der hang det altid, for ingen kendte hende mere, og ingen brød sig om det gamle billede.
I foråret rev man huset selv ned, for det var et skrummel, sagde folk.
Man kunne se fra gaden lige ind i stuen til det svineskinds betræk, som blev flænget og revet; og det grønne om altanen hang ganske vildsomt om de faldende bjælker. - Og så blev der ryddet op.
»Det hjalp!« sagde nabohusene.