丹麦语安徒生童话之老房子11

»Du er foræret bort!« sagde den lille dreng. »Du må blive. Kan du ikke indse det?«
Og den gamle mand kom med en skuffe, hvori der var meget at se, både »Kridthus«, og »Balsambøsse«, og gamle kort, så store og så forgyldte, som man aldrig ser dem nu. Og der blev åbnet store skuffer og klaveret blev åbnet, det var med landskab indvendigt på låget, og det var så hæst da den gamle mand spillede på det; og så nynnede han en vise.
»Ja, den kunne hun synge!« sagde han og så nikkede han til portrættet, som han havde købt hos marskandiseren, og den gamle mands øjne de skinnede så klare.
»Jeg vil i krig! Jeg vil i krig!« råbte tinsoldaten så højt han kunne og styrtede sig lige ned på gulvet. -
Ja, hvor blev han af? Den gamle mand søgte, den lille dreng søgte, borte var han og borte blev han. »Jeg finder ham nok!« sagde den gamle, men han fandt ham aldrig! Gulvet var alt for åbent og hullet!
Tinsoldaten var faldet gennem en sprække og der lå han i åben begravelse.