丹麦语安徒生童话之老房子10

Her er alt for sørgeligt! Lad mig hellere gå i krig og miste arme og ben! Det er dog en forandring. Jeg kan ikke holde det ud! - Nu ved jeg hvad det er at have besøg af sine gamle tanker, med hvad de kunne føre med! Jeg har haft besøg af mine, og du kan tro, det er ingen fornøjelse i længden, jeg var til sidst nær ved at springe ned afdragkisten. Alle I derovre i huset så jeg så tydeligt, som om I virkelig var her; det var igen den søndagmorgen, som du ved nok! Alle I børn stod foran bor-
det og sang jeres salme, som I synger den hver morgen; I stod andægtige med foldede hænder, og fader og moder var lige så højtidelige, og så gik døren op og den lille søster Maria, som ikke er to år endnu, og som altid danser, når hun hører musik eller sang, hvad slags det endogså er, blev sat ind, - hun skulle det nu ikke, - og så begyndte hun at danse, men kunne ikke komme i takt, for tonerne var så lange, og så stod hun først på det ene ben og hældede hovedet helt forover, og så på det andet ben og hældede hovedet helt forover, men det ville ikke slå til. I stod meget alvorlige, alle sammen, skønt det var nok svært, men jeg lo indvendig og derfor faldt jeg ned af bordet og fik
en bule, som jeg endnu går med, for det var ikke ret af mig at le. Men det hele går nu igen inden i mig, og alt hvad jeg sådan har oplevet; og det er nok de gamle tanker med hvad de kunne føre med! - Sig mig, om I synger endnu om søndagen? Sig mig lidt om den lille Maria; og hvordan har min kammerat det, den anden tinsoldat! Ja han er rigtignok lykkelig! Jeg kan ikke holde det ud!«