丹麦语安徒生童话之母亲的故事2

»Tror du ikke nok, at jeg beholder ham?« sagde hun. »Vorherre vil ikke tage ham fra mig!«
Og den gamle mand, det var Døden selv, han nikkede så underligt, det kunne lige så godt betyde ja, som nej. Og moderen så ned i sit skød og tårerne løb hende over kinderne; hendes hoved blev så tungt, i tre nætter og dage havde hun ikke lukket sine øjne, og nu sov hun, men kun et øjeblik, så for hun op og rystede af kulde: »Hvad er det!« sagde hun og så til alle sider; men den gamle mand var borte og hendes lille barn var borte, han havde taget det med sig; og henne i krogen snurrede og snurrede det gamle ur, det store blylod løb lige ned til gulvet, bum! Og så stod også uret stille.
Men den stakkels moder løb ud af huset og råbte på sit barn.
Derude, midt i sneen, sad en kone i lange, sorte klæder og hun sagde: »Døden har været inde i din stue, jeg så han skyndte sig bort med dit lille barn; han går stærkere til end vinden, han bringer aldrig tilbage hvad han tog!«