丹麦语安徒生童话之亚麻2

»Ja, ja, ja!« sagde gærdestavene. »Du kender ikke verden, men det gør vi, der er knuder i os!« Og så knagede de så ynkeligt:
　　»Snip snap snurre
　　Basselurre!
　　Visen er ude!«
»Nej, den er ikke!« sagde hørren. »Solen skinner i morgen, regnen gør så godt, jeg kan høre hvor jeg vokser, jeg kan føle jeg har blomst!
Jeg er den allerlykkeligste!«
Men en dag kom der folk, og tog hørren i toppen og ruskede den op med rod, det gjorde ondt; og den blev lagt i vand ligesom den skulle druknes, og så kom den over ild, ligesom den skulle steges, det var grueligt.
»Man kan ikke altid have det godt!« sagde hørren. »Man må prøve noget, så ved man noget!«
Men det blev rigtignok slemt. Hørren blev knækket og brækket, skættet og heglet, ja hvad vidste den hvad det hed; den kom på rokken, snurre rur! Det var ikke muligt at holde tankerne samlede.
»Jeg har været overordentlig lykkelig!« tænkte den i al sin pine!