丹麦语安徒生童话之亚麻1

Hørren stod i blomster. Den har sådanne dejlige blå blomster så bløde som vingerne på et møl og endnu meget finere. - Solen skinnede på hørren og regnskyerne vandede den, og det var lige så godt for den, som det er for småbørn at blive vasket, og så få et kys af moder; de blev jo deraf meget dejligere. Og det blev også hørren.
»Folk siger, jeg står så udmærket godt,« sagde hørren. »Og at jeg bliver så dejlig lang, der vil komme et prægtigt stykke lærred af mig!
Nej, hvor jeg er lykkelig! Jeg er bestemt den allerlykkeligste af alle! Jeg har det så godt, og jeg skal blive til noget! Hvor det solskin muntrer op og hvor den regn smager og forfrisker! Jeg er mageløs lykkelig, jeg er den allerlykkeligste!«