丹麦语安徒生童话之母亲的故事9

Og hun så ned i brønden; og det var en lyksalighed at se, hvor den ene blev en velsignelse for verden, se, hvor megen lykke og glæde der udfoldede sig rundt om. Og hun så den andens liv og det var sorg og nød, rædsel og elendighed.
»Begge dele er Guds vilje!« sagde døden.
»Hvilken af dem er ulykkens blomst, og hvilken er velsignelsens?« spurgte hun.
»Det siger jeg dig ikke,« sagde Døden. »Men det skal du vide af mig, at den ene blomst var dit eget barns, det var dit barns skæbne du så, dit eget barns fremtid!«
Da skreg moderen af skræk: »Hvilket af dem var mit barn! Sig mig det! Frels den uskyldige! Frels mit barn fra al den elendighed! Bær det hellere bort! Bær det ind i Guds rige! Glem mine tårer, glem mine bønner og alt hvad jeg har sagt og gjort!«
»Jeg forstår dig ikke!« sagde Døden. »Vil du have dit barn tilbage, eller skal jeg gå med det derind, hvor du ikke ved!« -
Da vred moderen sine hænder, faldt på sine knæ og bad til Vorherre:
»Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din vilje, som er den bedste! Hør mig ikke! Hør mig ikke!«
Og hun bøjede sit hoved ned i sit skød.
Og Døden gik med hendes barn ind i det ubekendte land.