丹麦语安徒生童话之母亲的故事8

»Men det kan Vorherre!« sagde hun.
»Jeg gør kun hvad han vil!« sagde Døden. »Jeg er hans urtegårdsmand! Jeg tager alle hans blomster og træer og planter dem ud i den store paradisets have i det ubekendte land, men hvorledes de der gror og hvorledes der er, tør jeg ikke sige dig!«
»Giv mig mit barn tilbage!« sagde moderen og græd og bad; med ét greb hun med hver hånd om to smukke blomster tæt ved og råbte til Døden: »Jeg river alle dine blomster af, for jeg er i fortvivlelse!«
»Rør dem ikke!« sagde Døden. »Du siger, at du er så ulykkelig, og nu vil du gøre en anden moder ligeså ulykkelig -!«
»En anden moder!« sagde den stakkels kone og slap straks begge blomsterne.
»Der har du dine øjne,« sagde Døden. »Jeg har fisket dem op af søen, de skinnede så stærkt; jeg vidste ikke, at det var dine; tag dem igen, de er nu klarere end før, se så ned i den dybe brønd tæt ved, jeg skal nævne navnene på de to blomster, du ville rive op og du ser deres hele fremtid, deres hele menneskeliv, ser, hvad du ville forstyrre og ødelægge!«