丹麦语安徒生童话之母亲的故事7

»Der er det!« råbte hun og strakte hånden ud over en lille blå krokus, som hang ganske syg til den ene side.
»Rør ikke ved blomsten!« sagde den gamle kone. »Men stil dig her, og når så Døden kommer, jeg venter ham før jeg ved det, lad ham da ikke rykke planten op, og tru du med at du vil gøre det med de andre blomster, så bliver han bange! Han skal svare Vorherre til dem, ingen tør rykkes op før han giver lov.«
Med ét susede det iskoldt igennem salen, og den blinde moder kunne mærke, at det var Døden der kom.
»Hvordan har du kunnet finde vej herhen?« spurgte han. »Hvor- dan kunne du komme hurtigere end jeg?«
»Jeg er en moder!« sagde hun.
Og Døden strakte sin lange hånd hen imod den lille fine blomst, men hun holdt sine hænder fast om den, så tæt og dog bange for at hun skulle røre ved et af bladene. Da blæste Døden på hendes hænder, og hun følte at det var koldere end den kolde vind, og hendes hænder faldt matte ned.
»Du kan dog ikke gøre noget imod mig!« sagde Døden.