丹麦语安徒生童话之母亲的故事6

»Jeg har ikke noget at give,« sagde den bedrøvede moder. »Men jeg vil gå for dig til verdens ende!«
»Ja, der har jeg ikke noget at gøre!« sagde konen. »Men du kan give mig dit lange, sorte hår, du ved nok selv det er kønt, og det kan jeg lide! Du skal få mit hvide igen, det er altid noget!«
»Forlanger du ikke andet,« sagde hun. »Det giver jeg dig med glæde!« Og hun gav hende sit smukke hår og fik den gamles snehvide igen.
Og så gik de ind i Dødens store drivhus, hvor blomster og træer voksede underligt imellem hverandre. Der stod fine hyacinter under glasklokker, og der stod store bomstærke pæoner; der voksede vandplanter, nogle så friske, andre halvsyge, vandsnogene lagde sig på dem, og sorte krebs klemte dem om stilken. Der stod dejlige palmetræer, ege og plataner, der stod persille og blomstrende timian; hvert træ og hver blomst havde sit navn, de var hver et menneskeliv, mennesket levede endnu, én i Kina, én i Grønland, rundt omkring i verden. Der var store træer i små potter, så at de stod så forkuede og var færdige ved at sprænge potten, der var også mange steder en lille kedelig blomst i fed jord, med mos rundt om og dækket og plejet. Men den bedrøvede moder bøjede sig over alle de mindste planter og hørte inden i dem hvordan menneskehjertet bankede, og imellem millioner kendte hun sit barns.