丹麦语安徒生童话之母亲的故事5

»O, hvad giver jeg ikke for at komme til mit barn!« sagde den forgrædte moder og hun græd endnu mere og hendes øjne sank ned på havets bund og blev to kostbare perler; men søen løftede hende, som om hun sad i en gynge, og hun fløj i en svingning til kysten på den anden side, hvor der stod et milevidt, underligt hus; man vidste ikke om det var et bjerg med skov og huler, eller om det var tømret op, men den stakkels moder kunne ikke se det, hun havde jo grædt sine øjne ud.
»Hvor skal jeg finde Døden, som gik med mit lille barn!« sagde hun.
»Her er han ikke kommet endnu!« sagde den gamle gravkone, som gik og skulle passe på Dødens store drivhus. »Hvordan har du kunnet finde herhen og hvem har hjulpet dig?«
»Vorherre har hjulpet mig!« sagde hun. »Han er barmhjertig og det vil du også være! Hvor skal jeg finde mit lille barn!«
»Ja jeg kender det ikke,« sagde konen. »Og du kan jo ikke se! -
Mange blomster og træer er visnede i nat, Døden vil snart komme og plante dem om! Du ved vel, at hvert menneske har sit livstræ eller sin blomst, således som nu enhver er indrettet; de ser ud, som andre vækster, men de har hjerteslag; barnehjerte kan også banke! Gå efter det, måske kan du kende dit barns; men hvad giver du mig for at sige dig, hvad du mere skal gøre!«