丹麦语安徒生童话之母亲的故事4

»Har du ikke set Døden gå forbi med mit lille barn?«
»Jo!« sagde tornebusken. »Men jeg siger dig ikke, hvilken vej han tog, uden at du først vil varme mig op ved dit hjerte! Jeg fryser ihjel, jeg bliver til bare is!«
Og hun trykkede tornebusken til sit bryst, så fast, for at den ret kunne opvarmes, og tornene gik lige ind i hendes kød, og hendes blod flød i store dråber, men tornebusken skød friske grønne blade og der kom blomster på i den kolde vinternat, så varmt var der ved en bedrøvet moders hjerte; og tornebusken sagde hende vejen, som hun skulle gå.
Da kom hun til en stor sø, hvor der hverken var skib eller båd. Søen var ikke frosset nok til at den kunne bære hende, og heller ikke åben og lav nok til at kunne vade gennem, og over den måtte hun, ville hun finde sit barn; så lagde hun sig ned for at drikke søen ud, og det var jo umuligt for et menneske; men den bedrøvede moder tænkte, at der dog kunne ske et mirakel. -
»Nej, det går aldrig!« sagde søen. »Lad os to hellere se at blive enige! Jeg holder af at samle på perler og dine øjne er de to klareste jeg har set, vil du græde dem ud til mig, så skal jeg bære dig over til det store drivhus, hvor Døden bor og passer blomster og træer; hvert af dem er et menneskeliv!«