丹麦语安徒生童话之亚麻4

Nu kom lærredet i hus, nu kom det under saks. Hvor man klippede, hvor man skar, hvor man stak med synåle, for det gjorde man! Det var ingen fornøjelse. Men lærredet blev til tolv stykker lintøj, af det man ikke nævner, men som alle mennesker må have; der var tolv stykker af det.
»Nej, se nu blev jeg først til noget! Så det var min bestemmelse! Ja, men det er jo velsignet! Nu gør jeg gavn i verden, og det er det man skal gøre, det er den rette fornøjelse. Vi er blevet tolv stykker, men vi er alle dog et og det samme, vi er et dusin! Hvor det er en mageløs lykke!«
Og år gik, - og så kunne det ikke holde længere.
»Engang må det jo være forbi!« sagde hvert stykke. »Jeg gad jo gerne holdt noget længere, men man må ikke forlange umulige ting!«
Og så blev de revet i stumper og laser, de troede at det var rent forbi, for de blev hakket og maset og kogt, ja de vidste ikke selv hvad - og så blev de dejligt fint hvidt papir!