丹麦语安徒生童话之亚麻5

»Nej, det er en overraskelse! Og en dejlig overraskelse!« sagde papiret. »Nu er jeg finere end før, og nu skal der skrives på mig! Hvad kan der ikke blive skrevet! Det er dog en mageløs lykke!« Og der blev skrevet på det de allerdejligste historier, og folk hørte hvad der stod, og det var så rigtigt og godt, det gjorde menneskene meget klogere og bedre; det var en stor velsignelse, der i ord var givet de papirer.
»Det er mere end jeg drømte om, da jeg var en lille blå blomst på marken! Hvor kunne jeg tænke at jeg skulle komme til at bære glæde og kundskaber ud til menneskene. Jeg kan endnu selv ikke forstå det!
Men det er nu engang virkeligt så! Vorherre ved, at jeg selv slet ingen ting har gjort, uden hvad jeg efter fattig lejlighed måtte gøre, for at være til! Og så bærer han mig således frem til den ene glæde og hæder efter den anden; hver gang jeg tænker: »Visen er ude!« Så går den just over i noget meget højere og bedre; nu skal jeg vist på rejse, sendes hele verden rundt, for at alle mennesker kan læse mig! Det er det rimeligste! Før havde jeg blå blomster, nu har jeg for hver blomst de dejligste tanker! Jeg er den allerlykkeligste.«