丹麦语安徒生童话之一个故事3

　　
　　»Hvad fejler dig?« sagde han til hende.
　　»Ja, hvad jeg fejler,« sagde hun. »Jeg fejler, at jeg ikke rigtig kan samle mine tanker, at jeg ikke rigtig kan få det, du sagde, til at gå op, at der var så mange ugudelige, og at de skulle brænde evigt; evigt, ak hvor længe! - Jeg er kun et syndigt menneske, men jeg kunne ikke bære det over mit hjerte at lade selv den værste synder brænde evig, og hvorledes skulle da Vorherre kunne det, han, som er så uendelig god, og som ved, hvorledes det onde kommer udefra og indefra. Nej, jeg kan ikke tænke det, skønt du siger det.«
　　Det var efterår, løvet faldt af træerne, den alvorlige, strenge præst sad ved en døendes seng, en from troende lukkede sine øjne; det var præstekonen.
　　»Får nogen fred i graven og nåde hos sin Gud, da er det dig!«
　　sagde præsten, og han foldede hendes hænder og læste en salme over den døde.