丹麦语安徒生童话之一个故事4

　　Og hun blev ført til graven; to tunge tårer trillede ned over den alvorlige mands kinder; og i præstegården var det stille og tomt, solskinnet derinde var slukket, hun var gået bort.
　　Det var nat, en kold vind blæste hen over præstens hoved, han slog øjnene op, og det var ligesom om månen skinnede ind i hans stue, men månen skinnede ikke; en skikkelse var det, der stod foran hans seng; han så sin afdøde kones genfærd, hun så på ham så inderligt bedrøvet, det var som ville hun sige noget.
　　Og manden rejste sig halvt op, strakte armene ud imod hende:
　　»Du er ikke heller forundt den evige ro? Du lider? Du, den bedste, den frommeste!«
　　Og den døde bøjede sit hoved til et ja og lagde hånden på brystet.
　　»Og kan jeg skaffe dig ro i graven?«
　　»Ja!« lød det til ham. »Og hvorledes?«