丹麦语安徒生童话之一个故事5

　　»Giv mig et hår, kun et eneste hår af hovedet på den synder, hvis ild aldrig vil slukkes, den synder, som Gud vil nedstøde i helvede til evig pine!«
　　»Ja så let må du kunne løses, du rene, du fromme!« sagde han.
　　»Så følg mig!« sagde den døde. »Det er os så forundt. Ved min side svæver du hvorhen dine tanker vil; usynligt for menneskene står vi i deres hemmeligste vrå, men med sikker hånd må du pege på den til evig kval indviede, og før hanegal må han være fundet.«
　　Og hurtig, som båret af tanken, var de i den store stad; og fra husenes vægge lyste med ildbogstaver dødssyndernes navne: Hovmod, gerrighed, drukkenskab, vellyst, kort, hele syndens syvfarvede bue.
　　»Ja derinde, som jeg troede det, som jeg vidste det,« sagde præsten. »Huser de den evige ilds indviede.« Og de stod foran den prægtig oplyste portal, hvor den brede trappe prangede med tæpper
　　og blomster, og gennem de festlige sale klang balmusikken. Schweizeren stod i silke og fløjl med stor sølvbeslået stok.