丹麦语安徒生童话之一个故事6

　　»Vort bal kan måle sig med kongens,« sagde han, og vendte sig mod gadestimlen; fra top og til tå lyste den tanke ud af ham: »Fattige pak, der glor ind ad porten, I er for mig kanaljer alle sammen!«
　　»Hovmod!« sagde den døde. »Ser du ham?«
　　»Ham,« gentog præsten. »Ja, men han er en tåbe, kun en nar, og vil ikke dømmes til evig ild og pine.«
　　»Kun en nar!« lød det gennem det hele hovmodens hus, det var de alle der.
　　Og de fløj inden for den gerriges nøgne fire vægge, hvor, skindmager, klaprende af kulde, sulten og tørstig, oldingen klamrede sig med al sin tanke til sit guld; de så, hvor han, som i feber, sprang fra det elendige leje, og tog en løs sten ud af muren, der lå guldpenge i et strømpeskaft, han befølte sin lasede kjortel, hvori guldstykker var syet ind, og de fugtige fingre sitrede.