丹麦语安徒生童话之一个故事7

　　»Han er syg, det er vanvid, et glædesløst vanvid, omspændt af angst og onde drømme.«
　　Og de fjernede sig i hast og stod ved forbrydernes briks, hvor de i lang række sov side om side. Som et vildt dyr for en op af søvne, udstødende et fælt skrig; han slog med sine spidse albuer til kammeraten, og denne vendte sig søvnig:
　　»Hold kæft, dit kvæg, og sov! - Det er hver nat -!«
　　»Hver nat!« gentog han. »Ja hver nat kommer han, hyler og kvæler mig. I hidsighed har jeg gjort et og andet, vredt sind er jeg født med,
　　det har bragt mig anden gang herind; men har jeg gjort galt, så har jeg jo min straf. Kun ét har jeg ikke bekendt. Da jeg sidst kom ud herfra og forbi min husbonds gård, så kogte der op i mig et og andet - jeg strøg en svovlstik hen ad muren, den løb lidt nær stråtaget, alting brændte, der kom hidsighed over det, ligesom den kommer over mig.