丹麦语安徒生童话之世界上最美的玫瑰2

　　Og unge og gamle kom rundt om fra med roser, de dejligste der blomstrede i hver have, men de roser var det ikke; fra kærlighedens urtegård måtte blomsten hentes; men hvilken rose dér var udtrykket af den højeste, den reneste kærlighed?
　　Og skjaldene sang om verdens dejligste rose, hver nævnede sin. Og der gik bud vidt om land til hvert hjerte, der slog i kærlighed, der gik bud til hver stand og hver alder.
　　»Ingen har endnu nævnt blomsten!« sagde den vise. »Ingen har peget hen på det sted hvor den fremsprang i sin herlighed. Ikke er det roserne fra Romeo og Julies kiste eller fra Valborgs grav, skønt de roser vil altid dufte gennem sagn og sange, det er ej roserne, som skyder frem fra Winkelrieds blodige lanser, fra blodet, der helligt vælder ud af heltens bryst i døden for fædrelandet, skønt ingen død er mere sød, ingen rose rødere end dette blod, der da flyder. Ej heller er det hin underblomst, for hvis pleje manden i år og dag, i lange søvnløse nætter, i den ensomme stue, hengiver sit friske liv, videnskabens magiske rose!«