丹麦语安徒生童话之世界上最美的玫瑰3

　　»Jeg ved, hvor den blomstrer!« sagde en lyksalig moder, der med sit spæde barn kom til dronningens leje. »Jeg ved, hvor verdens dejligste rose findes! Den rose, der er udtrykket af den højeste og reneste kærlighed. Den blomstrer på de blussende kinder af mit søde barn, når det styrket af søvnen slår øjnene op og ler imod mig med hele sin kærlighed!«
　　»Dejlig er den rose, men en dejligere findes der!« sagde den vise.
　　»Ja, langt skønnere!« sagde en af kvinderne. »Jeg har set den, en mere ophøjet hellig rose blomstrer der ikke, men den var bleg, som terosens blade; på dronningens kinder så jeg den; hun havde lagt sin kongelige krone og gik selv i den lange, sorgfyldte nat med sit syge barn, græd over det, kyssede det og bad til Gud en bøn for det, som en moder beder i angstens time!«
　　»Hellig og vidunderlig i sin magt er sorgens hvide rose, men dog er det ikke den!«
　　»Nej, verdens dejligste rose så jeg foran Herrens alter,« sagde den fromme, gamle biskop. »Jeg så den lyse, som en engels åsyn viste sig.