丹麦语安徒生童话之世界上最美的玫瑰4

　　De unge piger gik til nadverens bord, fornyede deres dåbs pagt, og der blussede roser og der blegnede roser på de friske kinder; en ung pige stod der; hun så med hele sjælens fulde renhed og kærlighed op mod sin Gud; det var udtrykket af den reneste og den højeste kærlighed!«
　　»Velsignet være den!« sagde den vise. »Dog ingen af eder har endnu nævnt verdens dejligste rose.«
　　Da trådte ind i stuen et barn, dronningens lille søn; tårerne stod i hans øjne og på hans kinder; han bar en stor opslået bog, dens bind var af fløjl og med store sølvhægter.
　　»Moder!« sagde den lille. »O, hør dog hvad jeg har læst!« Og barnet satte sig ved sengen og læste af bogen om ham, der hengav sig selv til korsets død for at frelse menneskene, selv de ufødte slægter.
　　»Større kærlighed gives der ikke!«
　　Og der gik et rosenskær over dronningens kinder, hendes øjne blev så store, så klare, thi hun så fra bogens blade løfte sig verdens dejligste rose, billedet af den, som fremsprang fra Kristi blod på korsets træ.
　　»Jeg ser den!« sagde hun. »Aldrig dør den, som ser den rose, den dejligste på Jorden!«