丹麦语安徒生童话之一个豆荚里的五粒豆1

　　Der var fem ærter i en ærtebælg, de var grønne og bælgen var grøn, og så troede de, at hele verden var grøn, og det var aldeles rigtigt! Bælgen voksede og ærterne voksede; de indrettede sig efter huslejligheden; lige i rad sad de. - Solen skinnede udenfor og varmede bælgen op.
　　Regnen gjorde den klar; der var lunt og godt, lyst om dagen og mørkt om natten, således som det skulle være, og ærterne blev større og altid mere tænkende, som de der sad, for noget måtte de jo bestille.
　　»Skal jeg altid blive siddende her!« sagde de, »bare jeg ikke bliver hård af at sidde så længe. Er det ikke for mig ligesom om der er noget udenfor; jeg har en fornemmelse af det!«
　　Og uger gik; ærterne blev gule og bælgen blev gul: »Hele verden bliver gul!« sagde de og det havde de lov til at sige.