丹麦语安徒生童话之一个豆荚里的五粒豆5

　　»Solen har i dag skinnet så varmt ind til mig. Den lille ært trives så godt! Og jeg vil også nok trives og komme op og ud i solskinnet!«
　　»Gid det var så vel!« sagde moderen, men hun troede ikke at det skete; dog, den grønne spire, som havde givet barnet glade livstanker, satte hun en lille pind ved, for at den ej skulle knækkes af vinden; hun bandt et sejlgarns bånd fast til brættet, og til det øverste af vindueskarmen for at ærteranken kunne have noget at hælde sig til og sno sig om, når den løb op, og det gjorde den; man kunne for hver dag se, at den tog til.
　　»Nej, den sætter jo blomst!« sagde konen en morgen og nu fik også hun det håb og den tro, at den lille syge pige kom sig; det randt hende i sinde, at i den sidste tid havde barnet talt livligere, de sidste morgener havde det selv rejst sig op i sengen og siddet der og set med strålende øjne på sin lille ærtehave af én eneste ært. Ugen efter var den syge første gang oppe i over en time. Lyksalig sad hun i det varme solskin; vinduet var åbnet, og udenfor stod der fuldt udsprungen en hvidrød ærteblomst. Den lille pige bøjede sit hoved ned og kyssede ganske sagte de fine blade. Det var ligesom en festdag den dag.