丹麦语安徒生童话之一个豆荚里的五粒豆6

　　»Vorherre har selv plantet den og ladet den trives for at give håb og glæde til dig, mit velsignede barn og til mig med!« sagde den glade moder og smilte til blomsten, som til en god engel fra Gud.
　　Men nu de andre ærter! - Ja den, som fløj ud i den vide verden: »Tag mig, om du kan!« faldt i tagrenden og kom i duekro, og der lå den som Jonas i hvalfisken. De to dovne drev det lige så vidt, de blev også ædt af duerne, og det er at gøre solid nytte; men den fjerde, som ville op i solen - den faldt i rendestenen og lå uger og dage der, i det sure vand, hvor den rigtigt bovnede.
　　»Jeg bliver så dejlig tyk!« sagde ærten. »Jeg revner af det, og videre tror jeg ingen ært kan drive det, eller har drevet det. Jeg er den mærkeligste af de fem fra ærtebælgen!«
　　Og rendestenen gav den medhold.
　　Men den unge pige ved tagvinduet stod med lysende øjne, med sundheds skær på kinderne, og hun foldede sine fine hænder over ærteblomsten og takkede Vorherre for den.
　　»Jeg holder på min ært!« sagde rendestenen.