丹麦语安徒生童话之钱猪1

　　Der var så meget legetøj i børnenes stue; øverst på skabet stod sparebøssen, den var af lertøj, i skikkelse af en gris, den havde naturlig
　　sprække i ryggen og sprækken var med en kniv gjort større, at der også
　　kunne gå sølvdalere ind, og der var gået to, foruden mange andre
　　skillinger. Pengegrisen var så proppet, at han ikke længer kunne rasle, og det er det højeste en pengegris kan bringe det til. Der stod han nu
　　øverst på hylden og så ned på alt i stuen, han vidste nok at med hvad
　　han havde i maven kunne han købe det hele, og det er at have en god
　　bevidsthed.
　　Det tænkte de andre også på, om de ikke sagde det, det var jo andet
　　at tale om. Kommodeskuffen stod på klem, og der rejste sig en stor
　　dukke, noget gammel var hun og k1inket i halsen; hun så ud, og sagde:
　　»Skal vi nu lege mennesker, det er jo altid noget!« Og så blev der et røre, selv skilderierne vendte sig på væggen, de viste, de også havde bagside, men det var ikke for at sige imod.