丹麦语安徒生童话之依卜和小克丽斯玎6

Solen var højt oppe da de vågnede; de frøs, men oppe på højen tæt ved, skinnede solen ned mellem træerne, der kunne de varme sig og derfra mente Ib måtte de kunne se hans forældres hus; men de var langt fra det, i en ganske anden del af skoven. De kravlede helt op på højen og stod på en skrænt ved en klar, gennemsigtig sø; fiskene i den stod i stime belyste af solstrålerne; det var så uventet hvad de så og tæt ved var en stor busk fald af nødder, ja sågar syv kløvser; og de plukkede
og de knækkede og de fik de fine kærner, der havde begyndt at sætte sig, og så kom der endnu en overraskelse, en forskrækkelse. Fra busken trådte frem en stor gammel kone, hvis ansigt var så brunt og håret så glinsende og sort; det hvide i hendes øjne skinnede ligesom på en morian; hun havde en bylt på nakken og en knortekæp i hånden; hun var en taterske. Børnene forstod ikke straks hvad hun sagde; og hun tog tre store nødder op af lommen, inde i hver lå de dejligste ting
gemte, fortalte hun, det var ønskenødder.