丹麦语安徒生童话之依卜和小克丽斯玎5

»Kom med mig!« sagde han. »Huset ligger derovre!« men det lå ikke derovre. De gik og de gik, over vissent løv og tørre nedfaldne grene, der knagede under deres små fødder; nu hørte de en stærk råben - de stod stille og lyttede; nu skreg en ørn, det var et fælt skrig, de blev ganske forskrækkede, men foran dem, inde i skoven, voksede de dejligste blåbær, en utrolig mængde; det var alt for indbydende til ikke at blive og de blev og de spiste, og blev ganske blå om mund og kinder. Nu hørtes igen en råben.
»Vi får bank for grisen!« sagde Christine.
»Lad os gå hjem til vort!« sagde Ib; »det er her i skoven!« Og de gik; de kom på en kørevej, men hjem førte den ikke, mørkt blev det og angst var de. Den forunderlige stilhed rundt om afbrødes ved fæle skrig af den store hornugle eller lyd fra fugle de ikke kendte; endelig stod de begge to fast i en busk, Christine græd og Ib græd, og da de så havde grædt en stund lagde de sig i løvet og faldt i søvn.