»Skriv hende det par ord til!« sagde prammanden.
Og Ib skrev også, men han kunne ikke ret sætte ordene sammen, som han ville, og han slog streg over og han rev itu, men om morgenen var der et brev i stand til lille Christine, og her er det!
- »Det brev, du har skrevet til din fader har jeg læst og ser at det går dig vel i alle måder og at du kan få det endnu bedre! Spørg dit hjerte ad, Christine! Og tænk vel over hvad du går ind til, om du tager mig!
Det er kun ringe hvad jeg har. Tænk ikke på mig og hvordan jeg har det, men tænk på dit eget gavn! Mig er du ikke bundet til ved løfte, og har du i dit hjerte givet mig et, så løser jeg dig fra det. Alverdens glæde være over dig, lille Christine! Vorherre har vel trøst for mit hjerte!
Altid din inderlige ven.
Ib.«
Og brevet blev afsendt og Christine fik det.