丹麦语安徒生童话之依卜和小克丽斯玎13

Et år var gået; to breve var vekslet mellem Ib og Christine; »trofast til døden!« stod der ved underskriften. En dag trådte prammanden ind til Ib, han havde hilsen til ham fra Christine; hvad mere han havde at sige, gik det tit langsomt med, men det var det, at det gik Christine vel, mere end vel, hun var jo en køn pige, agtet og afholdt. Kromandens søn havde været hjemme på besøg; han var ansat ved noget stort i København, ved et kontor; han syntes godt om Christine, hun fandt
ham også efter sit sind, hans forældre var nok ikke uvillige, men nu lå det dog Christine på hjertet, at nok Ib tænkte så meget på hende, og så havde hun betænkt at skyde lykken fra sig, sagde prammanden.
Ib sagde i førstningen ikke et ord, men han blev lige så hvid, som et klæde, rystede lidt med hovedet og så sagde han: »Christine må ikke skyde sin lykke fra sig!«