丹麦语安徒生童话之依卜和小克丽斯玎12

Faderen og Ib fulgte med til Them, det var klart måneskin, og da de kom der og Ib endnu holdt Christines hånd, kunne han ikke slippe den, hans øjne de var så klare, men ordene faldt kun småt, men det var hjerteord hvert eneste et: »Er du ikke blevet for fint vant,« sagde han, »og kan du finde dig i at leve i vor mo'ers hus med mig, som ægtemand, så bliver vi to engang mand og kone! — Men vi kan jo vente lidt!«
»Ja, lad os se tiden an, Ib!« sagde hun; og så trykkede hun hans hånd
og han kyssede hende på hendes mund. »Jeg stoler på dig, Ib!« sagde Christine, »og jeg tror at jeg holder af dig! Men lad mig sove på det!«
Og så skiltes de ad. Og Ib sagde til prammanden at han og Christine var nu så godt som forlovede, og prammanden fandt at det var som han altid havde tænkt om det; og han fulgte hjem med Ib og sov der i seng med ham, og der taltes så ikke mere om forlovelsen.