丹麦语安徒生童话之依卜和小克丽斯玎11

»Kender du mig ikke nok!« sagde hun; men selv da de var ene to og han endnu stod og holdt hende i hånden, var alt hvad han kunne sige, alene det: »Du er blevet ligesom en fin dame! Og jeg ser så pjusket ud!
Hvor har jeg tænkt på dig, Christine! Og på gamle tider!«
Og de gik arm i arm op på Åsen og så over Gudenå til Seishede med de store lyngbanker, men Ib sagde ikke noget, dog da de skiltes ad, var det klart for ham, at Christine måtte blive hans kone, de var jo fra små kaldt kærestefolk, de var, syntes han, et forlovet par, uagtet ingen af dem selv havde sagt det.
Kun nogle timer endnu kunne de være sammen, for hun skulle igen til Them, hvorfra tidlig næste morgen vognen kørte tilbage vesterpå.