丹麦语安徒生童话之依卜和小克丽斯玎16

»Den allerbedste« for ham, havde taterkonen sagt, - jo, også det gik i opfyldelse! Den sorte muld var ham det bedste. Nu forstod han tydeligt hvad konen havde ment: i den sorte jord, i gravens gemme, der var det ham det allerbedste!
Og der gik åringer, - ikke mange, men lange, syntes Ib; de gamle krofolk døde bort, den ene kort efter den anden; al velstanden, mange tusinde rigsdaler gik til sønnen. Ja, nu kunne Christine få guldkaret og fine klæder nok.
I to lange år, som fulgte, kom ikke brev fra Christine, og da så faderen fik et, var det slet ikke skrevet i velstand og fornøjelse. Stakkels Christine! Hverken hun eller hendes mand havde vidst at holde måde med rigdommen, den gik, som den kom, der var ingen velsignelse ved den, for de ville det ikke selv.