丹麦语安徒生童话之依卜和小克丽斯玎19

Og han gik med den lille pige ind i det fattige hus, op ad den smalle, slidte trappe, højt op til et lille skråt kammer under taget. Der var en tung, kvalm lugt derinde, intet lys tændt; henne i krogen
sukkede det og drog vejret trangt. Ib tændte en svovlstikke. Det var barnets moder, som lå på den fattige seng.
»Er der noget, jeg kan hjælpe eder med!« sagde Ib. »Den lille fik mig fat, men jeg er fremmed selv her i staden. Er her ingen naboer, eller nogen jeg kan kalde på!« - Og han løftede hendes hoved.
Det var Christine fra S eishede.
I åringer var der hjemme i Jylland hendes navn ikke blevet nævnt, det ville have rørt op i Ibs stille tankegang, og det var jo heller ikke godt, hvad rygtet og sandheden meldte, at de mange penge, hendes mand fik i arv fra hans forældre, havde gjort ham overmodig og vildsom; sin faste stilling havde han opgivet, rejst et halvt år i fremmede lande, kommet tilbage og gjort gæld og dog flankeret; mer' og mer' hældede vognen og til sidst væltede den. De mange lystige venner fra hans bord, sagde om ham, at han fortjente det, som det gik ham, han havde jo levet, som en gal mand! - Hans lig var en morgen fundet i kanalen i slotshaven.