丹麦语安徒生童话之依卜和小克丽斯玎18

»Det bedste!« tænkte Ib. »Det allerbedste for mig - og i jorden! Så havde taterkvinden dog også ret med mig når det var det bedste!«
Og Ib gik med smakken fra Århus til kongens København; det var som en rejse over verdenshavet, for ham, som kun havde sat over Gudenå. Og Ib kom til København.
Værdien af det fundne guld blev udbetalt ham, det var en stor sum, seks hundrede rigsdaler. Der gik i det store vildsomme København Ib fra skoven ved Seishede.
Det var netop aftenen før han ville med en skipper tilbage til Århus, da han forvildede sig i gaderne, kom i en ganske anden retning, end den, han ville, og var, over Knippelsbro, kommet til Christianshavn i stedet for ned mod Volden ved Vesterport! Han styrede ganske rigtigt vesterpå, men ikke derhen hvor han skulle. Der var ikke et menneske at se på gaden. Da kom en lille bitte pige ud fra at fattigt hus; Ib talte til hende om vejen, han søgte; hun studsede, så op på ham og var i heftig gråd. Nu var hans spørgsmål, hvad hun fejlede; hun sagde noget, som han ikke forstod og idet de begge var lige under en lygte, og lyset fra den skinnede hende ind i ansigtet, blev han ganske underlig, for det var livagtig lille Christine han så, ganske som han huskede hende fra de begge var børn.