丹麦语安徒生童话之依卜和小克丽斯玎21

Den døende så på ham, hendes øjne blev større og større Kendte hun ham? Ikke vidste han det, ikke et ord hørte han hende sige.
Og det var i skoven ved Gudenå, nær Seishede; luften var grå. Lyngen stod uden blomst, vestens storme drev det gule løv fra skoven ud i åen og hen over heden hvor græstørvhuset stod, hvor fremmede folk boede; men under Åsen, godt i læ bag høje træer stod det lille hus, hvid- tet og malet; inde i stuen brændte i kakkelovnen klynetørvene, inde i stuen var solskin, det strålede fra to barneøjne, forårets lærkeslag lød i talen fra dets røde, leende mund, der var liv og lystighed, lille Christine var der; hun sad på Ibs knæ; Ib var hende fader og moder, de var borte, som drømmen er det for barnet og for den voksne. Ib sad i det nette pyntelige hus, en velhavende mand; den lille piges moder lå på de fattiges kirkegård ved kongens København.
Ib havde penge på kistebunden, sagde de, guld fra muld, og han havde jo også lille Christine.