丹麦语安徒生童话之牙痛姑妈15

　　IV
Det var ved vintertid, ud på aftenen, efter komedietid, et frygteligt
vejr, snestorm, så at man næsten ikke kunne trænge sig frem.
Tante var i teatret, og jeg var der for at følge hende hjem, men man
havde besvær med at gå selv, endsige følge andre. Hyrevognene var
alle taget i beslag; Tante boede langt ude i byen, min bolig var derimod
tæt ved teatret, havde det ikke været tilfældet, måtte vi have stået i
skilderhus indtil videre.
Vi stavrede frem i den dybe sne, omsust af de hvirvlende snefnug.
Jeg løftede hende, jeg holdt hende, jeg stødte hende. Kun to gange
faldt vi, men vi faldt blødt.
Vi nåede min port, hvor vi rystede os; også på trappen rystede vi os
og havde dog endnu sne nok til at fylde gulvet med inde i forstuen.
Vi fik af os overtøj og nedertøj, og alt hvad tøj der kunne kastes.
Værtinden lånte Tante tørre strømper og en morgenkappe; det var
nødvendigt, sagde værtinden og tilføjede, som sandt var, at Tante
umuligt kunne komme hjem denne nat, bad hende tage til takke med
hendes dagligstue; der ville hun rede seng på sofaen foran den altid
aflåsede dør ind til mig.